De fleste af os har prøvet at cykle den modsatte vej af trafikken, fordi det lige går lidt hurtigere.
Det er til gengæld nok de færreste, der er blevet arresteret for det. Men det var lige præcis, hvad der skete for den 56-årige skuespiller Alec Baldwin, da han tirsdag cyklede sig en tur i New York.
- Politiet arresterede mig og lagde mig i håndjern for at cykle den forkerte vej på Fifth Avenue, skriver den garvede stjerne således på Twitter.
Og Baldwin er langt fra tilfreds med den behandling, politiet gav ham. Han synes, at det er direkte latterligt, at han bliver arresteret for at køre på sin cykel.
- New York er et uorganiseret karneval af dumhed, som er desperat efter god omtale og vil gøre alt for at straffe uskyldig opførsel, raser 30 Rock-stjernen på Twitter.
Ikke nok med at politiet i New York arresterede komikeren for sin cykeltur, så gjorde de heller ikke noget ved en gruppe fotografer, som efter anholdelsen generede Baldwin og hans familie.
- Paparazzifotograferne ude foran mit hus skræmte IGEN min datter fra vid og sans og ramte hende næsten med et kamera. Politiet gjorde intet, skriver den amerikanske Hollywoodveteran på sin Twitter-profil.
Newspaq