Nøgne betonmure, rør fra huller i murene, ruller med rockwool og håndværkere i overalls.

I februar 2008 træder skuespillerne for første gang ind på de skrå brædder i det nye skuespilhus i København. I går var pressen inviteret indenfor til et smugkig.

Teaterchef Michael Christiansen byder fra scenekanten velkommen til Det Kongelige Teaters nye skuespilhus. Som en anden Hamlet står han med sikkerhedshjemlen i hånden i en sal, der ligner en miniatureudgave af salen i operaen. Et rum formet som en hestesko med balkoner op ad væggene og støv på gulvet. Hvor publikum kommer til at sidde tæt.

Tæt på publikum

»Det hele handler om nærhed. Væggene skal være tapetseret af mennesker. Når man går på scenen, skal man mødes af 700 par øjne,« forklarer han om salens udformning.

Foyeren, skuespillernes garderober og promenaden vender ud mod havnen. Operaen er et stenkast væk, og på en tømmerflåde med motor kravler to håndværkere rundt. Den ene med en smøg i flaben.

»Så krydser vi bare fingre for, at lyden i salen virker. Vi aner det faktisk ikke endnu,« siger Michael Christiansen og fortæller, at udformningen af salen er inspireret af landsbykirker og gamle renæssanceteatre. Væggene er lavet af sorte musten, der giver samme akustik, som hvis man brugte elektronik.

En drøm bliver virkelig

På øverste etage overdøver en boremaskine al samtale. Der er udsigt over havnen. En kajakroer roer forbi.

»Det er en 80 år gammel drøm, der endelig bliver til virkelighed,« siger skuespilchef Mikkel Harder om det nye hus, hvor alt og alle bliver samlet under ét tag. Skuespillere, skræddere, administration, scener, motionsrum og kantine.

Skuespilhuset giver mulighed for nye og mere kreative opsætninger. De tre scener er i samme plan, så kulisser kan flyttes fra et sted til en andet. Den mindste scene har plads til 100 mennesker og er indrettet, så publikum kan sidde forskellige steder.

»Rummet er lavet sådan, at vi kan hejse en gris, en skuespiller eller hvad vi nu finder på ned fra loftet,« siger Mikkel Harder.