Det verdensberømte maleri »Skriget« af Edward Munch er ødelagt for altid. Maleriet har fået en fugtskade i det nederste venstre hjørne, som ikke kan repareres. Det er norske konservatorer kommet frem til, efter at de har undersøgt maleriet, som for nylig blev fundet igen efter at have været stjålet i to år.
Munchs mesterværk har, mens det har været væk, fået fugt i det venstre hjørne. Det betyder, at der fremover vil være en stor skjold i hjørnet, hvor malingen har en anden farve end resten af maleriet, skriver Nrk.no.
Maleriet »Madonna«, der blev stjålet samtidig med »Skriget,« har fået flere rifter i lærredet, men det kan godt repareres, mener konservatorerne.
Konservatorerne har et stort arbejde foran sig med at lappe på billederne. Museumsleder på Munch-museet i Oslo Ingebjørg Ydstie håber, at billederne kan blive hængt op igen til næste jul.