Kommunerne tilknytter i stigende grad socialrådgivere til folkeskolerne for at frigive tid fra undervisere og pædagoger.
Og det viser sig at være god økonomi for kommunerne. For undervisere og pædagoger bruger mere og mere tid på at være i dialog med kommunale forvaltninger omkring børn, der ikke trives.
- Det er tid, der går væk fra undervisning og almindelig pædagogik, siger Mads Bilstrup til TV 2 Nord.
Mads Bilstrup er formand for Dansk Socialrådgiverforening og påpeger over for tv-stationen, at socialrådgivere kan fange mindre problemer, inden de udvikler sig til de mere alvorlige underretninger til socialforvaltningerne.
- Man har fundet ud af, at de ude i skoledistrikterne kan lave tidligere forebyggende indsats, og jeg tror at inden for de næste fem år, så har alle kommuner skolesocialrådgivere, siger Mads Bilstrup.
Ifølge TV 2 Nord kan en underretning i værste tilfælde ende med en anbringelse, som kan koste op mod 100.000 kroner om måneden.