En privatskole i Nivå har taget konsekvensen af, at eleverne tidligere var for ufokuserede i timerne. Skolen mener, at den manglende fokus skyldes elevernes smartphones og computere, og derfor har ledelsen på skolen besluttet sig for at forbyde telefonerne helt i skoletiden, mens computere kun må bruges af elever i de store klassetrin. Det skriver TV2.
Skolen mener, at den "gammeldags" skolegang med bøger og notesblokke er den bedste læringsform.
- Den ideelle skole har ikke iPads, siger Charlotte Bie, skoleleder på Per Gyrum Skolen, til TV2.
Går imod strømmen
Skolelederens tilgang til skolegang er betydeligt anderledes end mange andre skoler, hvor man forsøger at inkorporere en mere digitaliseret undervisning. Men Charlotte Bie mener dog, at man skal passe på med at forkaste den gamle form for undervisning for ukritisk.
- Det er godt nok et socialt eksperiment, vi laver med en skole, som er så vigtig en del af vores samfund, når vi siger, vi har fundet på noget nyt: Nu smider vi al den gamle pædagogik ud med badevandet, og så laver vi en helt ny tanke om, at alt bare skal være moderne teknologi. Jeg rejser bare et lille rødt flag og siger, hvad hvis det ikke holder stik?, siger Charlotte Bie til TV2.