Kaare Sørensen skriver fra New York.
De bliver ofte kaldet bindegale. Stærkt fantasifulde.
Og i nat gik de to Coen-brødre Joel og Ethan hjem med favnen fuld af statuetter og endnu en betegnelse: Voldsomme Oscar-vindere.
For årets film er ifølge de amerikanske filmmennesker ‘No Country For Old Men , der med adskillige Oscars satte sig tungt på den 80. uddeling af den lille figur i Hollywood.
No Country For Old Men - der får dansk premiere 7. marts - var også leverandør af årets mandlige birolle, Javier Bardem, der på spansk takkede sin mor af hjertets fulde kraft, da han fik sin statuette for rollen som seriemorderen Anton Chigurh.
Brødrene blev også tildelt prisen for bedste instruktører.
Årets mandlige skuespiller gik til britiske Daniel Day-Lewis for There Will Be Blood , mens franske Marion Cotillard grædende modtog prisen for hendes rolle som Edith Piaf i Spurven .
- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Tak. Tak. Tak til livet, tak til kærligheden. Det er sandt, at der engle i denne by. Mange tak, sagde Marion Cotillard.
Ingen dansk pris
Ligesom danske Viggo Mortensen blev forbigået som årets skuespiller, blev også Christian E. Christiansens danske ’Om natten’ forbigået som årets kortfilm, der i stedet gik til ’Le Mozart des Pickpockets .
I en sms til Politiken skriver Christian E. Christiansen øv, øv, øv .
- Det var ærgerligt. Vi håbede til det sidste, men en anden film løb med den. Det er fantastisk at være her, og vi nyder alle øjeblikke. Vi er meget glade for vores film og al den opmærksomhed, den og vi har fået. Varme Oscar-hilsner fra Christian og Louise, skrev han – altså ifølge Politiken.
Årets kvindelige birolle: Tilda Swinton (”Michael Clayton”)
Årets mandlige birolle: Javier Bardem (”No Country For Old Men”)
Årets kvindelige hovedrolle: Marion Cotillard (”Spurven”)
Årets mandlige hovedrolle: Daniel Day-Lewis (”There Will Be Blood”)
Årets instruktør: Coen-brødrene Joel og Ethan (”No Country For Old Men”)
Årets film: No Country For Old Men