Opkrævningsgebyr, fakturagebyr, indmeldelsesgebyr, bestillingsgebyr, administrationsgebyr.
Uanset hvad de forretningsdrivende kalder det, bliver danskerne oftere og oftere udsat for skjulte gebyrer, når de hiver kontanter eller betalingskort frem for at betale penge for en lang række varer og ydelser, skriver 24timer.
"Gebyrerne sniger sig ind overalt, og det gør det stadigt sværere for forbrugerne at overskue, hvad varer og tjenesteydelser faktisk koster," konstaterer Thyra Uth Thomsen, forbrugeradfærdsforsker på CBS, til 24timer.
Ifølge Rasmus Kjeldahl, direktør i Forbrugerrådet, er udviklingen bekymrende, absurd og skadeligt for forbrugerne.
"Det er absurd, at man betaler penge for bare at få lov til at betale penge. Virksomhederne er blevet så fantasifulde til at opfinde gebyrer, at det efterhånden er umuligt for forbrugerne at gennemskue," siger han.
Hos telegiganten 3 fastholder man dog, at gebyrerne er nødvendige.
"Jeg kan godt forstå, at kunderne spørger, hvorfor de skal betale et oprettelsesgebyr. Men vi har nogle udgifter, der skal dækkes, og hvis vi satte gebyret ind på telefonens pris, ville det se dyrere ud end hos de andre mobilselskaber," forklarer kommunikationschef Stine Gren Paulsen.
24timer har samlet en række eksempler på, hvor meget du skal betale for at få lov til at betale:
48,-
Gebyr for at få udbetalt sin pension fra Danica
299,-
Gebyr for at blive kunde i et fitnesscenter
249,-
Gebyr for at blive kunde hos 3
160,-
Gebyr for at Post Danmark lægger told på din vare fra udlandet
149,-
Gebyr for at stille Fitnessdk-abonnement i bero
100,-
Gebyr for at blive kunde hos Telia
39,-
Gebyr for at få lov til at købe en rejse til 198 kroner hos Skan Rejser
25,-
Gebyr for at glemme sit medlemskort i Fitness.dk