Danske skilsmissebørn er med til at betale regningen for den økonomiske krise.
Regeringen indførte i 2007 en lov, der skulle sikre børnenes vilkår under skilsmisser ved hjælp og vejledning fra børnesagkyndige.
Men statsforvaltningerne har svært ved at få råd til at udføre det arbejde ordentligt, og nu skal de skære yderligere 15 procent ned på budgettet som følge af regeringens genopretningsaftale. Det skriver Politiken.
"Det er en udmærket lov, men vi kan jo ikke leve op til den, når vi har for få jurister til at kunne hjælpe familierne hurtigt nok og for få børnesagkyndige til at vurdere, hvad der er bedst for barnet," siger Lene Larsen, der er formand for Paraplyen, en sammenslutning af medarbejderorganisationer ved statsforvaltningern, til Politiken.
Det skaber bekymring hos organisationer, der har fokus på området. En af dem er Foreningen Far, der arbejder for lige vilkår for forældre, der ikke bor sammen.
"Krisen mellem forældrene kan eskalere helt vildt i de måneder, hvor de venter på at komme til møde. Og der kommer mange flere og større konflikter, når forældrene ikke kan få en indledende rådgivning fra en børnesagkyndig, der kan fortælle om barnets behov og hjælpe dem til at finde en ordning stille og roligt, siger Lars Hansen fra Foreningen Far.
Kilde: Politiken