Virksomheder får bøder for at have udlændinge ansat uden arbejdstilladelse - og det selvom de har et gyldigt skattekort.
Det undrer formand Jens Zimmer Christensen fra hotel- og restaurationsbranchens forening, Horesta. Han mener, at danske virksomheder lokkes i en fælde.
"Vi oplever, at folk med opholdstilladelse møder op med et dansk udstedt skattekort, uden at have arbejdstilladelse. Virksomhedernes retssikkerhed er jo helt væk, og virksomhederne får bøder," siger han til Newspaq.
Jens Zimmer Christensen erkender, at det i sidste ende er firmaernes opgave at kontrollere, om de ansattes arbejdstilladelse er i orden.
"Men jeg mener ikke, at man skal kunne få udstedt et skattekort, medmindre man har en arbejdstilladelse. Man har ikke noget at bruge det til," siger han.
I Dansk Erhverv bakker man op om kritikken. Virksomhederne skal koncentrere sig om at ansatte folk, ikke at tjekke papirer, lyder det.
"Vi så rigtig gerne, at myndighederne koordinerer oplysninger, så Skat ikke udsteder gyldigt skattekort medmindre, folk har arbejdstilladelse," siger chefkonsulent i Dansk Erhverv, Marianne Andersen.
Skat er forpligtiget til at udstede skattekort til alle, der ønsker det. Skattekortet hentes elektronisk af arbejdsgiverne.
Hvis ikke Skat kan tilbageholde skattekort, kunne de som minimum advarer arbejdsgiverne, lyder det fra Dansk Erhverv.
"Når arbejdsgiverne henter skattekortet frem, kunne der poppe en advarsel frem: Har du nu overvejet arbejdstilladelsen," siger Marianne Andersen.
Virksomheder får typisk en bøde på 10.000 kr. per måned, de har én udlænding ansat uden gyldig arbejdstilladelse fra et land uden for EU og Norden.