Hvis du har en åben Facebook-profil, så må Skat og andre offentlige myndigheder gerne tjekke info om dig på det sociale netværk.
Det har Folketingets Ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, i dag slået fast.
Meldingen kommer på baggrund af en konkret sag, som havnede hos ombudsmanden, efter at en medarbejder i Skat havde tjekket en kvindes Facebook-profil og brugt nogle af de oplysninger, som lå på profilen.
Kvinden klagede til ombudsmanden, da hun følte sig krænket, fordi Skat "havde snaget i hendes privatliv på den måde," lyder beskrivelsen i udtalelsen fra ombudsmanden.
Men hun får altså ikke medhold i klagen fordi profilen er så åben, at det ikke kun er hendes 'venner' på Facebook, der kan se oplysningerne.
"Når man har en så åben profil på Facebook, svarer det til, at man hænger oplysningerne op et offentligt sted. Så er oplysningerne offentligt tilgængelige, og så må myndighederne gerne bruge dem," udtaler Hans Gammeltoft-Hansen.
Han understreger, at Skat-medarbejderen ikke har fusket sig til oplysningerne.
"Situationen havde været en anden, hvis kvinden havde haft en lukket profil, og medarbejderen havde brugt en falsk profil til at blive 'ven' med hende på Facebook for at få oplysningerne. Det havde været ulovligt," siger Hans Gammeltoft-Hansen.
Det fremgår ikke af redegørelsen, hvad sagen mellem kvinden og Skat handlede om.
Læs hele redegørelsen fra ombudsmanden her.