Husejere over det ganske land, men specielt i hovedstadsområdet, får en grim overraskelse fra Skat på mandag, når den nyeste ejendomsvurdering lander i skattemappen.
Mens ejendomsværdierne forbliver stort set uændret i forhold til 2009, er grundværdierne steget markant, det betyder, at husejerne må af med flere skattekroner til kommunerne.
På landsplan er grundværdierne gennemsnitligt steget med 12 procent. Den højeste stigning findes i Frederiksberg kommune og er på svimlende 70 procent. I hovedstadsområdet stiger den med gennemsnitligt 49 procent, oplyser Skat.
Den voldsomme stigning skal betragtes som en egentlig udligning i forhold til den seneste vurdering fra 2009, lyder det fra Skat.
"Det skyldes først og fremmest et stort efterslæb, fordi grundværdierne blev sat for lavt i 2009, hvor vi dels var for forsigtige, dels tog lidt for meget hensyn til de generelt set meget negative økonomiske udsigter for de nærmeste år," siger produktionsdirektør hos Skat, Steffen Normann Hansen.
Stignerne betyder dog ikke, at boligejerne vil opleve en stigning i deres grundskyld på op til 70 procent.
Kommunerne må nemlig højest hæve den med 4,3 procent årligt, forklarer han.
Det betyder dog i realiteten, at husejere i nogle dele af landet kan se frem til årlige stigninger, så langt øjet rækker.
Mens grundvurderinger er på himmelflugt, så er ejendomsværdierne stort set uændret, hvilket måske kan forundre nogle husejere.
"Vores vurdering sker på baggrund af de registrerede salgspriser for ejendomme. Og de priser ligger stort set på samme niveau som ved vurderingen i 2009. Det kommer måske bag på nogen, især under indtryk af de mange historier, vi har set i medierne på det seneste om faldende boligpriser," forklarer han og tilføjer, at Skat ikke har medregnet eventuelle prisfald, der er sket i løbet af de sidste fem måneder
De enkelte vurderinger lander i skattemappen på mandag, mens husejere der modtager årsopgørelsen på papir, vil have dem senest i midten af april.