Danskerne har de seneste måneder kunne få hjælp til rengøring og renovering af huset med udsigt til at trække arbejdslønnen fra i skat.
Men for at få fradraget skal Skat have oplysninger om arbejdet, og det kan gøres nu via skat.dk.
"Vejen til et servicefradrag går over TastSelv, hvor man kan indtaste sine udgifter indtil den 29. februar næste år. Herefter lukker indtastningssiden, så vi kan nå at få fradraget med på årsopgørelsen for 2011. Men udgifter for 2012 kan man indberette løbende i hele 2012," siger kontorchef i SKAT Henrik Kähler.
Selvom man har angivet servicefradraget på sin forskudsopgørelse, skal man også huske at oplyse Skat om forholdet inden 29. februar 2012.
Fristen gælder også for selvstændigt erhvervsdrivende, der ellers kan selvangive helt frem til 1. juli.
Servicefradraget er på 15.000 kroner pr. person over 18 år, og det dækker arbejdsløn til service og vedligeholdelse udført efter 1. juni 2011. Det er en betingelse, at arbejdet er betalt med betalingskort eller via en bank eller netbank.
Skat kræver ikke dokumentation for arbejdet, men kan bede om at se nærmere på forholdet i tre år frem.