Den skandaleombruste spanske ekskonge Juan Carlos valgte søndag at forlade Spanien, så hans søn Felipe kunne regere landet uden at blive sovset ind i faderens seneste skandale.
Ifølge flere spanske aviser forlod Juan Carlos søndag det royale palads i Madrid og kørte i bil til Portugal, hvorfra han mandag fløj til den Dominikanske Republik. Her vil han ifølge den spanske avis La Vanguardia opholde sig hos nogle venner, indtil han finder en ny base.
Presset har hobet sig op omkring den tidligere konge efter at spanske og schweiziske myndigheder har undersøgt hans rolle i en bestikkelsessag om en jernbane-kontrakt. Ifølge eks-kongens advokat vil Juan Carlos dog fortsat stille sig til rådighed for undersøgelsen.
Den nu 82-årige Juan Carlos, der tidligere var en populær regent, abdicerede i 2014 efter næsten 40 år på tronen. Det skete i kølvandet på flere skandaler, der fik hans popularitet til at styrtdykke - som fx en hemmelig elefantjagt i Botswana i 2012 på skatteydernes regning.