En ophedet diskussion førte i nat til knivkamp i Sønderbro i Aalborg. En mand blev stukket i maven og ligger nu på hospitalet. Den anden mand fik snitsår på hånden, og er nu anholdt for drabsforsøg.
Aftenen startede ellers hyggeligt for de to. De var begge på besøg hos en fælles ven, men da de to blev for højrøstede og oven i købet begyndte at skændes, så smed værten dem ud.
De to fortsatte med at mundhugges ude på opgangen, og først røg de i totterne på hinanden i et korporligt slagsmål, men efter noget tid fortrak de to til gaden, og her tog slagsmålet en ny drejning.
Begge mænd, som var bevæbnet med kniv trak dem, og den 32-årige blev stukket i halsen og i maven, mens den 24-årige slap med snitsår på hånden.
Den 32-årige trak sig tilbage i lejligheden og herfra blev der tilkaldt en ambulance. Da redningsfolkene ankom, var ofret ikke længere ved bevidsthed.
Politiet oplyser tidligt onsdag morgen over for Newspaq, at ofret nu er uden for livsfare, men knivstikket var livstruende.
De to knivkæmpere er særdeles godt kendt af politiet, men nattens begivenhed er ikke en del af den verserende bandekrig.
Politiet anholdt to mænd på stedet. Den ene er den 24-årige knivstikker, den anden er lejlighedens ejer, som politiet mener forsøgte at skjule gerningsvåbnet.
"Vi regner med at fremstille den 24-årige i grundlovsforhør her til formiddag," siger vagtchef Poul Basberg.