SAS' kabinepersonale holder i dag vejret, når flyselskabets bestyrelse samles for at finde områder, hvor der kan spares.
Ledelsen har i forvejen meldt ud, at der skal spares blandt kabinepersonalet, og det kan man godt mærke på de ansatte.
"Der er nervøsitet og spændthed, for vi ved jo reelt ikke, hvad der bliver besluttet på det møde," siger Verner Lundtoft Jensen, der er formand for kabinepersonalets fagforening Cabin Attendants Union (CAU), til Newspaq.
Kabinepersonalet har meldt ud, at de er klar til en lønnedgang på syv procent uden at få noget igen. Det vil give SAS en besparelse på 35-40 millioner kroner. Verner Lundtoft Jensen håber, det kan holde SAS fra at fyre folk.
"Vi håber da ikke, at der kommer noget uventet. Firmaet er rent økonomisk i knæ. Så det her er en økonomisk håndsrækning fra kabinepersonalet," siger CAU-formanden.
Dagens bestyrelsesmøde forventes først at være færdigt sent i aften. I morgen vil SAS-ledelsen fortælle offentligheden om selskabets beslutninger på et pressemøde.