
Simon Lec: Another Trip
Around The Sun (A:larm Music)
Udkommer mandag 29. januar 2007
Ligesom Simon Lec selv er denne debutplade også en speciel historie. For Simon, med det fine borgelige navn, Simon David de Tusch Lec, var også frontfiguren i det yderst oversete poprock-orkester Silent Fish.
Et band, som sågar småhittede i Japan. Efter et par år i reklameverdenen har Simon Lec atter fået mod på sangskrivning. Nu solo. Vi er stadig i Beatles-skolen med slidstærke melodier og småpsykedelisk prægnans, men i en nærmest underspillet produktion.
Ingen show off blot for at opnå P3-airplay, men derimod en dæmpet, stemningsfuld og nærværende plade fyldt med fine detaljer (vokalarrangementer, stereo-effekter, den slags). Her er ingen hits som sådan (på nær repriseudgaven af ?When I’m With You’), men en melankolsk understrøm både i lyrik og musik.
Rendyrket lo-fi, der maner til ro og fordybelse. Et bevidst valg fra Lec’s side, men et valg, som krænger mod det lidt for ensartede udtryk. Hvilket kan sætte Simon Lec i en overset position.
Igen.