Det var en overraskende presenter, der gik på scenen til uddelingen af Æresprisen ved Danish Music Awards i Filmstationen i Værløse lørdag aften.
Krigskorrespondenten Simi Jan skulle nemlig overrække hædersprisen til Rasmus Seebach, som dog var feberramt og havde meldt sig syg.
- Jeg havde tænkt mig at lave en joke: "Det er nervepirrende at stå her foran jer - jeg vil hellere stå i en krigszone".
- Men så var Rasmus blevet syg, og så kunne jeg ikke stå og lave jokes på den måde, siger Simi Jan.
Simi Jan er udenrigskorrespondent i verdens brændpunkter, så det kom meget bag på hende at blive spurgt, om hun ville være vært på Danish Music Awards' optaktsprogram og overrække en pris til selve showet.
- Jeg kender Kabul bedre end det her. Jeg føler mig en smule malplaceret. Men jeg synes, det er hyggeligt og sjovt, siger hun.
- Det er en ære at få lov til at overrække Æresprisen. Det er overvældende, spændende og lærerigt, fordi det er noget helt andet.
Det står i skærende kontrast til arbejdet som krigskorrespondent og den seneste tid, hvor Simi Jan har været i Afghanistan, og som en af de få tilbageværende journalister skildrede Talibans magtovertagelse af landet i august.
- Hvis Danish Music Awards havde været for to måneder siden, så havde jeg slet ikke kunnet præsentere noget som helst. Der lå jeg i min seng fuldstændig dødtræt, græd og kunne ingenting, fortæller hun åbenhjertigt.
- Jeg er stadigvæk ikke helt i balance. I morgen skal jeg ikke alle mulige ting, for så er jeg for træt. Så det er med at spare på energien, for det var en meget voldsom og følelsesmæssig drænende tur.
Det var kaotisk og meget stressende, for ingen anede, hvad der ville ske, fortæller hun.
Imens så hun grædende børn, der var blevet væk fra deres forældre, og desperate lokale, der tiggede om hjælp for at komme væk.
- Det første døgn var jeg bange. Der flygtede jeg også gennem byen fra et hotel til et andet i en burka, for vi vidste ikke, hvad Taliban kunne finde på, fortæller hun.
- Vi vidste ikke, om de kunne finde på at halshugge journalister. Vi vidste ikke, om der ville komme raketangreb, selvmordsangreb eller gadekampe.
Simi Jan så historieskrivningen udspille sig for øjnene af hende, og det har mærket hende for livet.
- Der kom ikke det blodbad, vi havde været bange for. Men til gengæld landede jeg ude ved lufthavnen, hvor kaosset og menneskene, der desperat prøvede at flygte fra deres land, blev større og større.
- At se Afghanistan smuldre for øjnene har været benhårdt. Det har virkelig smadret mig fuldstændig efterfølgende, siger hun.
Da Simi Jan kom ud af Afghanistan, blev hun en uge i Doha, inden hun var mentalt klar til at tage hjem til familien i Danmark.
- Jeg kunne ikke have rejst fra Kabul til København. Så var det gået galt, og jeg havde fået et nervesammenbrud, siger Simi Jan og fortsætter:
- Selv nu tager jeg ikke opvasken. Jeg vasker ikke tøj. Jeg afleverer ikke børnene, og jeg henter dem nærmest aldrig, for jeg har simpelthen brug for ro. Allan, min mand, tager sig af det hele. Jeg er stadig ved at genoplade batterierne. Han er fantastisk. Uden ham var det kollapset.
Simi Jan går stadig til psykolog og en kropsterapeut.
Alligevel understreger hun, at hun ikke fortryder, at hun blev i Kabul, så længe som det var muligt tilbage i august.
- Min mand og folk omkring mig synes ikke, det var verdens bedste ide. Men jeg var nødt til det, siger hun og uddyber:
- For mig er det en vigtig historie. Nok den vigtigste, jeg har dækket. Vi har mistet soldater. Vi har brugt milliarder af kroner. Der er tusindvis af mennesker, der har mistet livet, og så slutter det på denne her måde med en tilbagetrækning og Taliban, der overtager. Det er så vildt!
Afghanistan står hende stadig så nær, at hun snart rejser tilbage igen.
Hun har venner for livet i landet, hun har tidligere boet der, og hun har lært sproget.
- Det er vigtigt for mig at komme tilbage. Både som journalist og menneske har jeg brug for at se, hvad der sker, og følge op på historien. Det er vigtigt for mig at se, at det Afghanistan, jeg elskede, ikke eksisterer længere. Det er noget, der er dødt og forsvundet inden i mig, og det er jeg nødt til at se i øjnene, fortæller hun.
- Jeg ved godt, det lyder vanvittigt, men jeg glæder mig helt utroligt meget til, at jeg skal derned igen. Jeg skal ned og rapportere, fordi det er så vigtigt det, der foregår dernede. Der er en million børn, der risikerer at dø. Der er kvinder, der ikke kommer på arbejde, og piger, der ikke kommer i skole.
Men det har krævet nogle store snakke derhjemme. Det gjorde det også tilbag i august.
- Jeg har været usikker på, om jeg skulle tage afsted, og om det var for farligt. Men hvis jeg ikke havde været der, havde vi ikke hørt, hvad der var sket, siger Simi Jan.
- Mine børn har haft det godt og har været sammen med deres far og læser Peter Pedal og tror, at mor er på arbejde.
/ritzau/
Af Grith Larsen, Ritzau Fokus