Til festen efter Danish Music Awards lagde en af gæsterne ikke skjul på, at han havde tjent penge på, at han i flere uger inden prisuddelingen vidste, at Nephew ville vinde i kategorien Årets gruppe , og derefter gik ind og spillede på dem.
Meningsløst
Pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI, der sammen med DR står for prisuddelingen, finder det fuldstændigt meningsløst og særdeles groft at få folk til at gamble om resultateter, der er kendt på forhånd.
»Både programlæggere og tv-teknikere er klar over, hvem vinderne bliver, på et relativt tidligt tidspunkt. Vi indskærper selvfølgelig, at de skal holde det for sig selv, men vi kan jo ikke kontrollere det,« siger marketingdirektør i IFPI Jesper Bay.
Allerede i begyndelsen af februar måned lå afstemningsresultatet fra juryen klar internt, og midt i februar måned blev de nominerede offentliggjort. På hjemmesiden Nordicbet.com har man kunnet spille på, at Nephew ville vinde med oddset 1.75.
Ikke store tab
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nordicbet.com om, hvorfor de har udbudt et spil, hvor folk har været sikre på gevinst. Redaktør Jens Bøye af hjemmesiden BetXpert.com, som er en netavis om spil, forklarer, at det for udbydere som Nordicbet.com handler om at få mest mulig omtale.
» De gør det udelukkende for at score reklame på det,« siger Jens Bøye. Han vurderer, at tabet er relativt lille, fordi grænsen for, hvor meget man må spille på, ofte bliver sat til 50-200 kroner på spil, der er forudsigelige.