Den stort anlagte politiaktin på Christiania mandag aften gav i den grad pote for ordensmagten.
Senere i dag vil otte personer blive fremstillet i grundlovsforhør. Her af er de fem sigtet for "salg af og medvirken til salg af ikke under 1160 kg hash samt 232 kg skunk," skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Under aktionen fik politiet dog ikke fingre i de store mængder hash. Ransagningerne gav et udbytte på 24 kilo hash og godt 900.000 kroner.
Samtidig undskylder politiet over for fristadens fredelige beboere, at anholdelserne skabte så stor uro i går.
"Vi beklager, at det var nødvendigt at lægge gas ud, og vi beklager den gene, som gassen har medført for beboere og besøgende i området på Christianshavn, men uromagernes optræden efterlod os ikke med andre muligheder, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen med henvisning til, at der både blev kastet sten og kanonslag mod hans kollegaer.
Omkring 100 politibetjente deltog i går i aktionen.