Hænger du med hovedet, og føler du, at du har skrevet ansøgninger og udtømt alle muligheder for at få et nyt job?
Her en mulig udvej. Avisen.dk giver dig en guide til at holde gejsten i din jobjagt.
Nynne Lykke Christensen er chefkonsulent i DJØF. Hun arbejder i forbundets rådgivningscenter med medlemmerne, som mest er jurister, økonomer og andre kontoransatte.
Her er hendes råd:
1. Sig fra overfor ynk
Det er trist at være arbejdsløs, og venner og familie får lyst til at trøste dig med telefonopkald og klap på skulderen. Husk, at det nogen gange kan tage overhånd og lær at sige fra overfor dem. Forklar måske dine venner, at du nok skal sige til, hvis du får brug for hjælp.
2. Kom til faglige arrangementer
Det er en rigtig god ide at dukke op til faglige arrangementer. Her kan du møde masser af nye mennesker som du kan tale jobmuligheder med. Der er også tit chefer tilstede, som du kan spørge, om de har en ledig stilling.
3. Hold fast i dit socialliv
Husk at komme ud og grin og hvin lidt. Når du søger arbejde, er det ekstra vigtigt, at du ser dine venner og hygger som du plejer. Tal med dem om alt det sjove, ikke din arbejdsløshed.
4. Øv dig på din “elevatortale”
En “elevatortale” er den ultrakorte introduktion, du skal give til andre, hvis du vil overbevise dem om dine styrker. Du skal simpelthen øve dig på at sige “hvad er det, jeg kan”, og “hvad kan jeg tilbyde andre”. Talen må ikke vare længere end en tur med elevatoren.
Denne artikel er bragt første gang på Avisen.dk 16.06.11