De ansatte og de folkevalgte i Region Midtjylland skal ikke længere have mulighed for flyve med det stærkt omdiskuterede discountselskab Ryaniar, når de er på rejse i embeds medfør.
Det mener Bente Nielsen, SF. Hun er næstformand i Region Midtjylland, og hun har nu stillet et forslag om, at politikere og medarbejdere i fremtiden ikke må flyve med Ryanair, når de skal på forretningsrejse. Forslaget behandles 17. februar på et forretningsudvalgsmøde i Region Midtjylland.
- Jeg ved ikke, hvor mange eller hvor få fra Region Midtjylland, som flyver med selskabet, og det er faktisk også underordnet. Det her handler om principper, siger Bente Nielsen til Avisen.dk.
- I Region Midtjylland har vi vedtaget en række krav til de firmaer, som løser opgaver for os. Blandt andet har vi stillet krav om danske løn- og arbejdsvilkår, og det mener jeg ikke, at Ryanair lever op til. Derfor stiller jeg forslaget. Det er NU, vi skal reagere, siger hun videre til Avisen.dk.
Mulighed for blokade
Der har været voldsom blæst om Ryanair, siden det kom frem, at selskabet ikke ønsker at tegne dansk overenskomst med de af flyselskabets ansatte, der skal have base i København. Flyselskabet argument er, at det hører under irsk lovgivning.
Den danske fagbevægelse har derfor raslet med sablerne - senest sendte LO sagen til Arbejdsretten, som nu skal tage stilling til, om Ryanair skal være underlagt danske regler.
Slår Arbejdsretten fast, at det er tilfældet, kan medlemmerne af LO’s forbund i Københavns Lufthavn lovligt lave sympatikonflikter og blokader mod discountselskabet.
Sophie Hæstrop Andersen, formand for Region Hovedstaden, slår overfor bt.dk fast, at regionen ikke barsler med lignende tiltag, selvom Ryanair 26. marts åbner flere nye ruter fra København.