Den konservative leder Lars Barfoed har rakt hånden ud mod Margrethe Vestager (R) og tilbudt hende et samarbejde. Men Vestager nåede dårligt at gengælde håndtrykket, inden Ole Sohn (SF) hoppede frem og greb Barfoeds hånd.
"Vi vil gerne samarbejde med alle partier. Vi går ind for et bredt, samarbejdende folkestyre, men naturligvis er der ingen, der får vetoret i vores politik," siger SFs gruppeformand.
Han nævner i samme sætning tre områder, hvor han kan se muligheder for en forening af SF og K.
"Jeg tror, vi kan finde fælles forståelse inden for Erhvervspolitik, landbrugspolitik og miljøpolitik," vurderer Ole Sohn.
Hvem tror du, det bliver lettest at finde fælles fodslag med; Konservative eller Venstre?
"Dybest set tror jeg, at vi ser blå blok i opløsning nu. De konservative forsøger at positionere sig til et samarbejde med en ny regering," lyder Ole Sohns svar.
Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstod svaret. Hvem tror, du vil være lettest at samarbejde med for SF, Konservative eller Venstre?
"Vi lægger vores politik frem, og med det udgangspunkt vil vi gerne lave brede aftaler på en række områder. Men der bliver ikke udstedt nogen vetomulighed, og vi er grundlæggende imod de konservatives ønske om skattelettelser," siger Ole Sohn.