Partiet SF med formand Villy Søvndal har god grund til at glæde sig i disse dage.
I hvert fald hvis de tager meningsmålinger alvorligt. Partiet får i den seneste måling lige så stor vælgeropbakning som partiet Venstre.
Hvis der var valg nu, ville SF få 20,5 procent af stemmerne mod Venstres 20,3 procent, viser målingen, som YouGov Zapera har lavet for metroXpress.
Samtidig lægger oppositionen også afstand til VKO-blokken med 91 mandater mod 84 mandater.
"Jeg glæder mig over, at SF er blevet landets næststørste parti, og det viser, at det tætte samarbejde, vi har fået med S, er det, vælgerne efterlyser. Netop at oppositionen viser, at der er mere, der samler, end der skiller den," siger politisk ordfører fra SF, Ole Sohn, til Nyhedsbureauet Newspaq.