Forhandlingerne om, hvordan pengene fra regeringens satspulje skal bruges på sundhedsområdet, er netop forbi. SF's psykiatriordfører Özlem Cekic mener slet ikke psykiatrien hører hjemme i de forhandlinger.
"Det er rigtig vigtigt for os, at psykiatrien kommer væk fra satspuljen, så den kommer over på finansloven ligesom alle andre sygdomme," siger hun til Newspaq.
Der er dog formildende omstændigheder ved resultatet af dagens forhandlinger om det, Özlem Cekic kalder "de fattiges finanslov".
"Vi er glade for, at det har lykkes os at få nogle sat nogle projekter i gang for at få nedsat brugen af tvang i psykiatrien. Det er vi utroligt glade for, fordi vi ved, at jo mere tvang, vi bruger, jo flere retspsykiatriske patienter får vi," siger ordføreren, der selv er uddannet sygeplejerske.
Til gengæld er hun og oppositionen mindre glade for bevillingerne på børneområdet.
"Det lykkedes os desværre ikke at overbevise regeringen om, at det er nødvendigt med et løft i børne- og ungdomspsykiatrien," siger hun.
Hun mener, at et stigende antal retspsykiatriske patienter vidner om, at der ikke bliver gjort nok for at forebygge psykiske sygdomme.
Der bliver taget 127 millioner fra satspuljen til sundhedsområdet i 2011, og på fire år skal det lande på næsten en halv milliard. Beløbet imponerer ikke Özlem Cekic.
"Mange af pengene er gamle penge. Det vil sige, de går til allerede eksisterende projekter," siger hun.
Hvis SF kommer til magten sammen med Socialdemokraterne næste gang, lover psykiatriordføreren, at brugen af tvang på børne- og ungeområdet bliver nedsat med 50 procent, fortæller SF'eren.