SF's sundhedsordfører Jonas Dahl mener, at der er brug for en gennemtænkt helhedsplan for sygehusområdet, så det ikke går for sygehusplanen - der blandt andet betyder lukning af sygehuse - som det gik for politireformen.
"Hovedproblemet er, at man ser på nogle isolerede dele. Nu ser man på sygehusene, og senere kommer man til at se på en ambulanceplan. Men man får ikke set på det hele som et samlet sundhedsvæsen, og man får ikke set på, hvordan vi får et samlet kvalitetsløft i sundhedsvæsnet," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Jonas Dahl er især bekymret for lukningen af sygehuse i yderområderne.
"Med regeringens plan lægger man op til at lukke endnu flere sygehuse, end man har gjort. Men når man samtidig ikke sætter noget i stedet for, som for eksempel flere ambulancer, så får man det problem, at man stiller borgerne dårligere, end de er stillet i dag," forklarer han.
Jonas Dahl vil nu arbejde for at forbedre ambulanceberedskabet og forsøge at påvirke regeringen i forhandlingen om de penge, der ikke er fordelt endnu.