Den katolske kirke indleder nu en undersøgelse af seksuelle overgreb mod børn.
Men SF mener ikke, det er nok. De kræver en uvildig undersøgelse.
"Vi skal til bunds i de ulykkelige sager og derfor er det nu også vigtigt, at vi tager det fulde skridt og sikrer, at det ikke er den katolske kirke selv, der undersøger. Der skal ikke sidde præster og vurdere, hvad der er i de enkelte sager," lyder det fra SF's retsordfører, Karina Lorentzen, der roser den katolske kirke, fordi den anerkender problemer med sexmisbrug herhjemme.
Men mere skal til, lyder det fra Lorentzen i en pressemeddelelse.
"Selvom det er gamle sager, som ikke kan anlægges ved domstolene, har vi et politisk ansvar for de ofre, der har været udsat for overgreb."