VORES VALG SF er blevet mindre, men magten er stor
Mænd i jakkesæt. Thor Möger, Villy Søvndal og Ole Sohn er tre magtfulde folkesocialister. Foto: Henning Hjorth / POLFOTO
Ved hjælp af nøjsom strategi og højredrejning har SF fået en plads i regeringen, men det har kostet mandater.

Socialistisk Folkeparti er ikke så socialistisk, som partiet var engang.

Kandidaten Trine Mach har ført valgkamp under parolen "stadig rød", men hun må se sig slået i forhold til spidser som Villy Søvndal, Ida Auken og Pia Olsen Dyhr, som er kendt som mere midtersøgende kandidater.

SF har fået regeringsmagten sammen med Socialdemokraterne, men det har kostet stemmer.

"Venstrefløjen af SF's vælgere siger, 'så vil vi altså hellere have den rene vare hos Enhedslisten'. Ikke fordi de nødvendigvis står 100 procent bag hele Enhedslistens program, men fordi de tænker, de kan trække en socialdemokratisk ledet regering i en venstreorienteret retning," siger Karina Kosiara-Pedersen, lektor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, til Newspaq.

Også Özlem Cekic og Kamal Qureshi, der repræsenterer venstrefløjen i SF er i fare for ikke at komme i Folketinget igen.

Siden kanonvalget i 2007 har SF gået benhårdt efter regeringsmagten, men det behøver ikke betyde, de giver køb på deres oprindelige ideologi, mener Karina Kosiara-Pedersen.

"De er bare strategiske i forhold til, hvordan de kan få mest mulig af deres politik igennem. Og at være i opposition til en VKO-regering, der får man altså ikke meget igennem, om noget overhovedet," siger hun.

SF's Pia Olsen Dyhr, der har været toneangivende i forhold til den omdiskuterede betalingsring, mener nu ikke, at vejen mod magten har gjort SF mindre socialistiske.

"Jeg synes bestemt ikke, vi har givet tabt på vores ideologiske grundlag. Vi har vist, hvordan det skal være i praksis, og gennem de forhandlinger, vi har lavet med Socialdemokraterne, har vi vist, hvordan vi sætter miljø, klima og socialpolitikken på dagsordenen," siger hun til Newspaq.

Hun anerkender dog, at strategien har flyttet de mest venstreorienterede SF'eres krydser længere ned på stemmesedlen mod liste Ø.

"Der, hvor vi har tabt til Enhedslisten, det har været, at vi ikke kunne garantere, at der ikke på et eller andet tidspunkt vil komme en forringelse, for vi er i en økonomisk krise, og det har konsekvenser."

SF er gået syv mandater tilbage, men Pia Olsen Dyhr fastholder, at med 16 mandater er partiet stadig stort.