Lene Espersen er presset i egen valgkreds. En meningsmåling, som Jysk Analyse har lavet for Nordjyske i Nordjylland, viser, at tilslutningen til de konservative er halveret i landsdelen i løbet af de sidste to år. Samtidig viser meningsmålingen at støtten til SF er fordoblet, så folkesocialisterne ved et valg ville få omkring 20 procent af stemmerne.
Ved valget i 2007 fik de konservative 13,4 af de Nordjyske stemmer. I dag ville en gentagelse af valghandlingen kun give Lene og Co. seks procent af stemmerne. Og det er svært skuffende, mener formanden for de konservative i Nordjylland, Stig Risdahl, der også er Lene Espersens kampagneleder.
Han giver virakken om det omdiskuterede møde i Det Arktiske Råd skylden for nedturen.
"Jeg tror på, at Lene kan genvinde vores tillid inden næste valg. Vælgerne ved jo godt, at hun i 16 år har været en hårdtarbejdende politiker, der har sikret mange resultater," siger han til Nordjyske.
Målingen blev lavet i sidste uge, hvor Lene Espersen stadig ikke havde sagt undskyld for at være blevet væk fra det omdiskuterede møde i Det Arktiske Råd.