En hund må skide alt det den vil på en villaejers fortov, og hundens ejer behøver ikke samle det op. Det er én af konsekvenserne af politireformen i 2005 - der forsvandt hundeejerens pligt nemlig til at rydde op efter sit dyr. Det skriver magasinet Samvirke.
Men dette juridiske møgværk skal stoppes. For det kan ikke være meningen, at hundeejere ikke skal kunne straffes for at lade deres dyrs efterladenskaber ligge på andres menneskers grunde, mener de konservative.
"Det er min klare opfattelse, at vi skal have genoprettet den retstilstand, så hundeejerne selvfølgelig har et selvstændigt ansvar for at sørge for at rydde op efter deres hunde, hvis de har besørget på fortove eller andre steder, hvor de ikke må gøre det," siger den konservative retsordfører, Tom Behnke, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Som loven er nu, kan det faktisk blive særdeles dyrt for en grundejer ikke dagligt at gå ud at rydde lort. For glider nogen i skidtet og kommer slemt til skade, rettes erstatningsansvaret mod grundejeren.
"Det svarer til, at en graffitimaler ikke længere skal fjerne graffitien, men at husejeren derimod skal gøre det," undrer Tom Behnke sig.
I samme åndedrag ærgrer den konservative retsordfører sig over, at hullet i loven overhovedet er kommet frem i dagens lys.
Der er nemlig i øjeblikket en støt stigning i konflikter mellem hunde- og grundejere over førstnævntes dyrs manglende renlighed, og der frygter han, at det kan bære endnu mere ved til det bål.
"Det er slet ikke godt, at det her bliver offentliggjort på denne måde. Vi skal have genoprettet retstilstanden på området hurtigst muligt," slutter han til Newspaq.