Den normalt så lattermilde brystbombe Joan Ørting kæmper i øjeblikket en verbal skyttegravskrig med en række af sine gamle elever.
Hendes sexolog-skole i København lever ikke op til de faglige forventninger, fortæller tidligere kursister, som også bebrejder hende, at hun går alt for vidt i parterapeut-uddannelsen.
Maj Wismann, som var kursist på Joans første hold fortæller, at hun skulle sidde over for en medstuderende og detaljeret beskrive, hvordan hun tilfredsstillede sig selv med onani.
"Det var meget grænseoverskridende, og jeg kan ikke se formålet med det. Vi skal kunne lytte til andre, der fortæller om så private ting, men at vi skal fortælle om vores egen seksualitet, det vil gerne stille spørgsmålstegn ved", siger hun ifølge Politiken.
Wismann får opbakning af en håndfuld andre elever fra det første hold på skolen.
Joan Ørting, som har indtaget medietronen som Danmarks førende hus-sexolog, frygter, at kritikken ødelægger hendes forretning og stopper tilstrømningen af elever.
"Der er en håndfuld eks-elever fra mit allerførste sexolog hold for fem år siden, der prøver at ødelægge min sexologuddannelse ved at sige løgnagtige ting i pressen om mig", meddeler hun på Facebook og tilføjer:
"Det er så trist at så få misundelige elever kan lave så meget postyr, og ødelægge så meget for mig og alle de andre elever, der har taget uddannelsen gennem årene".