Det kan godt være, at der er blevet løftet et øjenbryn eller to inde bag nikab'en hos flere af de indfødte muslimske kvinder, når de pludselig har set Carrie, Samantha, Charlotte og Miranda med selvsikre vrikkende hofter og sylespidse Prada-stilletter vimse rundt i Abu Dhabis gader.
De fire sild har nemlig indspillet opfølgeren til den første Sex and the City-film fra 2008, som var en dunder-succes, i Mellemøsten.
Og ifølge filmens absolutte stjerne, Sarah Jessica Parker aka. Carrie Brashaw, har de otte ugers optagelser for alvor været med til at ryste dem sammen.
"Det var første gang, at vi alle fire rejste sammen, boede sammen og arbejdede sammen - og når jeg siger boede sammen, mener jeg morgenmad, frokost og middag sammen hver eneste dag," siger hun til AP.
Der har tidligere svirret rygter om, at de fire piger ikke kunne udstå synet af hinanden og kun sås under indspilningerne. Men nu ser det ud til, at deres venskab har rykket sig væk fra udelukkende at være proforma til rent faktisk at minde en smule om det, som serien lægger op til.
I hvert fald siger Sarah Jessica Parker, at venindegruppen har fungeret som en slags reservefamile, imens de har været væk fra deres rigtige familier hjemme i USA.
"Det var den sjoveste og den hårdeste tid, vi overhovedet har arbejdet sammen," siger den 45-årige skuespillerinde.