Det danske musikliv føler sig overset. Faktisk føler det sig slet ikke set. Sådan konkluderer det afgående musikudvalg under statsstøtte-organet Kunstrådet. I en statusrapport kritiserer medlemmerne utvetydigt TV 2 og DR for at negligere, ensrette og overfladiggøre den danske musikscene. Alt går efterhånden op i underholdningsprogrammer som Hit Med Sangen , Popstars , Idols og Melodi Grand Prix , og det betyder, at musikken ikke bliver taget alvorligt eller kan skabe debat i den danske befolkning, som ikke får de nye strømninger at se og høre:
»En masse danskere tager musikken yderst alvorligt, men når det kommer til DR og TV 2, ophører seriøsiteten. Det frustrerer overalt i musiklivet. Tv-stationerne taler til den laveste fællesnævner, og man skal efterhånden være musikamatør for at komme på tv. I dag har musikken ikke nogen funktion på fjernsyn og i radio, selvom den burde være debatskabende og stå alene,« påpeger forfatter og debattør Henrik Marstal fra Kunstrådets musikudvalg.
Hvad med debatten?
Han får opbakning fra sin formand, Søren Bojer Nielsen. De påpeger blandt andet, at musikprogrammer på de offentligt støttede tv-stationer i Norge og Sverige har stor bevågenhed og fungerer som katalysator for samfundsdebatten. Eksempelvis bruger man et tema om indvandrerhiphop til at afspejle, hvordan marginaliserede unge ser deres rolle.
»Ud over DR2 s Musikprogrammet er der ingenting, som debatterer og formidler musik, og Musikprogrammet virker nærmest som et alibi og en undskyldning for ikke at gøre mere i DR, for det har aldrig haft den store gennemslagskraft,« mener Henrik Marstal.
Debat uinteressant
Musikudvalget frygter, at det hjemlige publikum i fremtiden går glip af nye personligheder à la Povl Dissing:
»Man taber nemt noget af det skæve på gulvet i mainstream-jagten. I stedet for at udfordre publikum, fastholder man det. Povl Dissing fik jo enorm opmærksomhed i tv, fordi han var anderledes og provokerede Giro 413 -publikummet. Han ville ikke have haft en jordisk chance for at komme på tv i dag.«
Programchef Ole Mølgaard fra DR forstår ikke umiddelbart kritikken. Han mener tværtimod, at der er »et væld« af musikprogrammer på sendefladen, og at den efterlyste musikformidling, hvor musikvideoer og sange forklares og analyseres, mest er interessant for fagfolk som udvalgsmedlemmerne selv:
»Men det er ikke nødvendigvis det, lytterne og seerne vil have,« vurderer programchefen.
Der er dog lys forude for dem, der ønsker mere musik på DR. Spørgsmålet er så bare, om det blot bliver mere af det samme, som kunstrådsmedlemmerne frygter:
»Ifølge den nye public service-kontrakt skal vi øge vores dækning af dansk musik dramatisk, og det er vi i øjeblikket i gang med at finde ud, hvordan vi gør,« fortæller Ole Mølgaard.