Tre mænd er torsdag blevet dømt i en sag, der drejer sig om omfattende indbrud i især Midtjylland.
Det oplyser Særlig Efterforskning Vest i en pressemeddelelse.
Dommen er faldet ved Retten i Aarhus.
Ved indbruddene, der blandt andet blev begået i Aarhus, Ikast, Herning, Silkeborg og Aalborg. Her stjal de designervarer og designermøbler, som de efterfølgende solgte videre.
26-årige Kennet Jakobsen blev idømt fængsel i tre år og tre måneder, mens to mænd på 23 år, der hedder Abdullah Kubilay Altinkaya og Mohammad Jamal Rabeh, blev idømt fængsel i to år og ni måneder.
Mændene blev samlet set dømt for over 20 indbrud. Derudover er de dømt for at have stjålet biler fra et autoværksted – biler, som de efterfølgende brugte i forbindelse med flere af indbruddene.
Én af bilerne brændte de af ved en motorvejsafkørsel i Tilst for at slette sporene. Derfor blev de også dømt for brandstiftelse, fremgår af det en pressemeddelelsen.
Politiet kom på sporet af sagen, da man analyserede sig frem til en række fællestræk ved indbruddene.
Det endte med, at politiet holdt øje med mændene i det skjulte, indtil de i december sidste år blev anholdt og sigtet for indbruddene. Nogle enkelte designervarer blev fundet hos en af mændene, men størstedelen af tyvekosterne var allerede afsat.
Den 26-årig modtog dommen, mens de to andre udbad sig betænkningstid i forhold til at anke.
Det er Særlig Efterforskning Vest (SEV), der har siddet med sagen.
SEV arbejder med at opklare organiseret og grænseoverskridende kriminalitet i Jylland og på Fyn.
For Sjælland findes pendanten Særlig Efterforskning Øst.
/ritzau/