I Danmark er der for mange lærlinge, men ikke nok praktikpladser til dem alle sammen.
Det er et EU-projekt ved at gøre noget ved. For i Tyskland bugner det med praktikpladser, men man har ikke nok lærlinge. Det skriver DR Syd.
Ifølge tal fra Undervisningsministeriet manglede knap 10.000 elever herhjemme praktikplads i oktober 2017.
Siden 2015 har 32 danske lærlinge således været i praktik i Tyskland. Når de er færdige, gælder deres eksamensbevis i begge lande.
EU-projektet har et budget på 15 millioner kroner, der delt fælles mellem Danmark og Tyskland. Derfor har det kostet over en kvart million pr. elev, der har været i praktik i Tyskland. Regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), er på trods af store omkostninger glad for ordningen.
- Det her er en start. Og hvor vi måske tidligere har plukket nogle af de mere lavthængende frugter i grænsesamarbejdet, så er vi klar over, at det nu kræver et kæmpe stort arbejde, siger Stephanie Lose til DR Syd.
Man er også godt tilfreds syd for grænsen, fortæller minister i Slesvig-Holsten, Sabine Sütterlin-Waack.
- Man skal starte et sted, og den her begyndelse er god. Jeg tror på, at der kommer mange flere til i de kommende år, siger Sabine Sütterlin-Waack til DR Syd.
Industrie- und Handelskammer Flensburg er leadpartner i projektet. Fra Danmark deltager blandt andre IBC, EUC SYD, Erhvervsakademi Lillebælt og Region Syddanmark.
En af dem, der er taget i praktik i Tyskland, er Palle Elkrog fra Fredericia. Han er ved at uddanne sig til butiksassistent på IBC i Kolding. Han har fået praktikplads i Imlau2play - en legetøjsbutik i Flensborg.
- Jeg har flere muligheder nu. Jeg kan bosætte mig i Tyskland eller Danmark og arbejde begge steder. Jeg kan også bruge det på mit CV, når jeg er færdig med min uddannelse. Jeg kan kun se positive sider ved det, siger Palle Elkrog til DR Syd.