For en udenforstående så det flere gange undervejs ud til, at russerne Ivanov og Sozonov havde fået skovlen under danske Mathias Boe og Carsten Mogensen.
Men det endte alligevel med dansk sejr i kampen, der sender danskerne i kvartfinalen, hvis russerne som forventet taber til kineserne Chai og Guo mandag.
Godt nok efter tre sæt, men dog også med de relativt klare cifre 21-14 i afgørende sæt.
- Vi har oparbejdet en god selvtillid på det sidste. Det er ikke mange par, vi har tabt til det seneste halve år, siger Mathias Boe.
- Og vi har også bevist, at vi kan vinde, selv om vi ikke spiller vores allerbedste. Derfor forsøgte vi også at undgå at blive passive, og i stedet for gøre de rigtige ting og træde frem på banen.
- Det glemte vi lidt i første sæt, men da spillede de også godt og var heldige på de rigtige tidspunkter, så de fik troen på det, siger Boe.
Carsten Mogensen var forberedt på, at danskerne kunne komme i problemer, selv om det seneste indbyrdes opgør ved EM i april endte med klar dansk sejr.
- Vi havde rigtig meget respekt for dem. De har slået mange gode par og er meget tricky.
- Den ene er lige så høj som en basketballspiller, og den anden er en hurtig fætter. Så vi vidste, at det kunne blive svært.
- Men man så også her til sidst, hvordan den store begyndte at skælde ud på sin makker. Det var jo dejligt at se, for når han gør det, så er han presset, siger Mogensen.
Mens den danske duo har en dags pause, skal russerne allerede i morgen møde det kinesiske par.
Og hvis alt går rigtigt til, vinder kineserne og sørger for, at Boe og Mogensen går i kvartfinalen uden at spille.
- Nu må vi se, russerne har faktisk slået dem før. Jeg tror, at kineserne vinder, men man har jo før set mærkelige resultater, så man ved aldrig.
- Det er også lige meget. Vi skulle helst være gode nok til selv at afgøre det, og derfor skal vi også bare fokusere på vores egen kamp på tirsdag, siger Carsten Mogensen.
/ritzau/