På grund af en skrivebordsfejl skal Skat tilbagebetale 410 millioner kroner til over 100.000 selvstændige.
Skat har nemlig ansat en sats for kapitalafkast for selvstændige erhvervsdrivende forkert.
Men samtidig har et ukendt antal betalt for lidt i Skat på grund af fejlen. Men de får ingen rudekuvert ind ad brevsprækken.
"Vi inddriver ikke pengene, fordi det er os, der har lavet fejlen. Vi genoptager kun sagerne for de borgere, som det har været en ulempe for," siger kontorchef i Skat Marianne Sigetty til Newspaq.
Skat ved ikke, hvor mange selvstændige, der har betalt for lidt i skat.
Men der er tale om en fejlagtig skattesats, hvor de selvstændige har handlet i god tro, fortæller Marianne Sigetty.
"Det er en kompliceret beregning, den er lavet på baggrund af. Og der er ingen borgere, der har en jordisk chance for at finde ud af, om den sats er korrekt. Det må de gå ud fra, at den er," siger hun.
Skrivebordsfejlen betyder, at Skat betaler 410 millioner kroner tilbage til de 100.000 selvstændige, der har betalt for meget i Skat.
Men både antal skatteborgere og millionbeløb kan sagtens blive endnu større.
"Det er dem, vi selv kan trække ud af systemet. Dertil kommer et antal, som vi ikke kender," siger Marianne Sigetty.