14 mennesker er søndag blevet dræbt og flere end 20 andre såret i et selvmordsangreb i byen Azaz i det nordvestlige Syrien. Blandt de dræbte er fire børn.
Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Angrebet skete, da en selvmordsbomber sprængte sin bil i luften nær en moské i Azaz, der kontrolleres af oprørere støttet af Tyrkiet.
- Mange mennesker var ved at forlade aftenbønnen, da eksplosionen skete, siger Rami Abdul Rahman, lederen af Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder med base i Storbritannien.
Det står ikke umiddelbart klart, hvem der står bag søndagens angreb.
Beboer Abu Youssef fortæller, at eksplosionen skete tæt på indgangen til et marked i centrum af byen.
- Skaderne er omfattende. Mindst seks butikker er brændt ned, mens andre er blæst ud, siger han.
Angrebet sker, dagen efter en lignende eksplosion dræbte 10 mennesker og sårede 20 andre i den nordøstlige by Raqqa.
I 2016 iværksatte Tyrkiet en offensiv, der går under navnet "Euphrates Shield", og overtog kontrollen med mere end 2000 kvadratkilometer i det nordlige Syrien, herunder Azaz.
Målet er at rydde området omkring den syrisk-tyrkiske grænse for militante jihadister fra Islamisk Stat (IS) og forhindre kurdere i at rykke frem i regionen.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP