Seks mennesker er døde, efter en selvmordsbombe er eksploderet foran den somaliske premierministers kontor i hovedstaden Mogadishu.
- Jeg så ligene af seks mennesker, og adskillige andre var sårede, fortæller en somalisk militærofficer, der stod nær gerningsstedet.
Mange af de dræbte og sårede er formentlig soldater eller politifolk.
- Bombemanden sad nær en beskyttelsesmur og detonerede sin bombe midt i en gruppe af soldater. Der var kaos, røg og stumper af menneskekød, siger officeren.
Ingen har umiddelbart taget ansvar for bomben, men islamistiske oprørere fra den militante islamistiske bevægelse al-Shebab har tidligere udført voldsomme angreb i Somalias hovedstad.
Selvmordsbomben detonerede ikke langt fra præsidentpaladset.
Shebab har svoret at styrte den nyvalgte præsident, Hassan Mohamud. Han blev indsat i september efter at være valgt af landets parlament.
Shebab har senest lidt nederlag i den sydlige del af landet, hvor 17.000 soldater fra Den Afrikanske Union bistår Somalias hær i kampen mod mod de al-Qaeda-støttede islamister.
/ritzau/AFP