Rundt om i det snedækkede Danmark er sneplove blevet sendt ud for at fjerne de hvide dyner.
Men snedriverne har været så voldsomme, at selv sneplovene er kørt fast, fortæller Falcks pressechef Klaus Kristensen.
"Flere sneplove har siddet fast i Region Midtjylland og i Sønderjylland, hvor en del lastbiler også har siddet fast i sneen. Når det er dårlig farbar vej i forvejen, og når sneplovene ikke kan komme frem og lastbiler spærrer, så vidner det om, at situationen er ganske voldsom," siger han til Newspaq.
Falck har da også været på vejene siden i går, da sneen begyndte at dække landet til. I går rykkede de røde Falck-biler ud 3.600 gange, og man forventer, at travlheden bliver lige så massiv i dag.
"Fra midnat og frem til nu (ved 07-tiden, red.) har vi allerede været ude til mere end 450 mennesker, som har haft brug for hjælp til deres bil, og vi forventer, at det bliver meget værre, når morgentrafikken for alvorlig går i gang," siger han.
Man kan selv gøre en del for at undgå, at man ender i grøften.
"Hav tålmodighed og kom af sted i god tid, så uret ikke stresser en. Husk at rense bilen godt af for sne, det vil side alle vinduer og lygterne, så andre også kan se en," lyder rådet fra Klaus Kristensen.