Det er kun på overfladen, at den danske deltagelse ved EM kan betegnes som en succes. Dykker man længere ned i resultaterne, vil man se, at alt for mange af de danske deltagere sank til bunds i konkurrencen med de andres landes svømmere. Det fortæller landstræneren ifølge sporten.dk.
Det blev ganske vist til to gange guld, to sølvmedaljer og to bronzeplaceringer for de danske svømmere. Problemet er dog, at hele den danske medaljehøst hviler på kun tre svømmeres brede skuldre. Resten af landsholdet faldt igennem, mener Paulus Wildeboer.
"Hvis jeg ser på det store billede, så er jeg ikke tilfreds. Vi har få virkelig dygtige svømmere, der sørger for succeserne. Men der er for langt ned til næste niveau," siger han ifølge sportshjemmesiden.
Når ansvaret for den manglende bredde i toppen af dansk svømning skal placeres, er træneren ikke i tvivl om, hvor pilen peger hen.
"Klubberne skal blive bedre til at finde talenterne. Ellers kommer vi til at vente i 15 tørre år, indtil den næste Lotte Friis dukker op af sig selv," siger han.
Med to guldmedaljer og en enkelt af bronze blev Lotte Friis som forventet dansk topscorer i EM-bassinerne.