Det er ikke sikkert, at svineinfluenzaen er kommet til Danmark, men frygten for den farlige virus er dog ikke til at tage fejl af. Alene i dag er der ifølge DR blevet indlagt fire personer på Hvidovre Hospital med symptomer på svineinfluenza, og yderligere to personer meldes på vej.
Der er ikke umiddelbart noget, der tyder på, at personerne har været i kontakt med hinanden. Ifølge oversygeplejerske Helle Ingmar fra Hvidovre Hospital har de fire nye patienter i hvert fald alle henvendt sig til hospitalet uafhængigt af hinanden, og de har tilsyneladende heller ikke rejst sammen.
Hun fortæller yderligere, at de indlagte personer er blevet anbragt i nogle særlige isolationsstuer. Samtidig er Hvidovre Hospital også klar til at flytte patienter ud fra andre afdelinger, så hospitalet får den nødvendige plads til eventuelle nye indlagte.
Der er tale om unge mennesker, som alle er født mellem 1979 og 1994.