Af Lisa Reschefski, lire@avisen.dk
Trods lampefeber og nerver inden det store show, løb det 12-årige Amalie Høegh fra Brønshøj af med sejren ved dette års MGP i Århus.
Selvom hun tidligere har deltaget i showet som danser, er det slet ikke det samme som at står på scenen som vinder.
- Det er psykovildt. Og vi skal danse indtil solen står op, lød det fra den glade vinder, mens tårene trillede ned ad kinderne og veninderne hvinede om kap af ren begejstring.
- Jeg havde slet ikke regnet med at vinde, og jeg var ved at skide i bukserne af skræk inden jeg skulle på scenen, fortsatte hun.
Hård konkurrence
Med et brag af et show med ti meget forskellige deltagere og indslag fra kendte kunstnere som UFO Yepha og Bli Glad, var der ellers lagt op til en hård konkurrence.
Alligevel lykkedes det 12-årige Amalie at slå både charmetrolden Mathias, rockdrengene The Rollers og guitarhelten Kristian med et overbevisende antal seerstemmer.
Ny MGP-stjerne
Som ny MGP-vinder venter der et hektisk program forude. På lørdag står hun på scenen igen i Tivoli i København sammen med de øvrige deltagere. Derudover skal der skrives sange og indspilles CD, og så skal hun forsvare Danmark ved MGP Nordic i Oslo lørdag 24. november.
1. Amalie - Til solen står op - 58 point
2. Mathias - Party - 48 point
3. The Rollers - Charlotte - 38 point
4. Glitter - Vi breaker - 30 point
5. Kristian D-NAY - Pigen jeg kan lide - 26 point