Tusindvis af danskere var tirsdag eftermiddag på gaden for at bakke op om de offentligt ansatte. Fagbevægelsen havde kaldt til demonstrationer i flere byer landet over, hvor hovedformålet var at demonstrere for en ny overenskomstaftale.
De røde faner blafrede i byer som København, Rønne, Odense, Aarhus, Frederikshavn, Randers, Varde og Esbjerg, og flere steder var der også fakkeloptog og taler.
Det er ingen tilfældighed, at demonstrationerne fandt sted netop i dag, den 10. april. Datoen er valgt, da det oprindeligt var dagen, hvor arbejdsgiverne havde varslet lockout af 440.000 offentligt ansatte.
Strejken og lockouten blev som bekendt udskudt, da parterne stadig sidder i Forligsinstitutionen og forsøger at lande nye overenskomster for omkring 750.000 offentligt ansatte i staten, regionerne og kommunerne.
Se her de festlige billeder af kampberedte offentligt ansatte fra hele landet: