Mens der spekuleres i, om Martin Scorsese endelig skal vinde sin første Oscar for filmen ’The Departed’, er der andet godt nyt fra den 64-årige instruktør.
Martin Scorsese fulgte rock-fossilerne The Rolling Stones på en del af deres seneste tur ’A Bigger Bang’.
Det er der nu kommet en dokumentar ud af, som filmselskabet Fox International netop har købt på filmfestivalen i Berlin.
Filmen indeholder en masse koncertoptagelser af de aldrende rockere i deres rette element på scenen.
Rullestenene er selvfølgelig også blevet interviewet, så måske får vi historien om Keith Richards og faldet fra palmen fra hestens egen mund.
Scorsese har også haft adgang til en del arkivmateriale, som vil blive brugt i filmen. Herudover skulle der også være et interview med den tidligere præsiden Bill Clinton, der er stor Stones-fan.
Scorsese har tidligere lavet meget roste musikdokumentarer. Blandt andet dokumentaren om Bob Dylan ’No Direction Home’ og en dokumentar-serie til tv, der skildrer bluesens historie.
Den nye dokumentar om The Rolling Stones ventes at have premiere til efteråret.