I søndags var det ’Jordens dag’ og det valgte MTV at markere med en særudgave af serien ’Pimp My Ride’.
Her fik rapperen Xzibit besøg af Californiens guvernør Arnold Schwarzenegger.
I programmet så de to på en Chevy Impala med 800 hestekræfters motor.
Bilen var fra 1965, sådan en er normalt en bezinsluger af rang. Men ikke denne.
Den var nemlig blevet ombygget til at køre på biodiesel.
Alligevel kunne bilen gå fra 0-100 på tre sekunder.
Det imponerede Schwarzenegger så meget, at han nu har bedt ’Pimp My Ride’-mekanikerne om installere såden en motor i hans Hummer, der også er noget nær en katastrofe bezinøkonomisk.
»Det er meget opmuntrende at se, hvor stort miljømæssigt potentiale der er i at gå over til biodiesel,« sagde guvernøren.
Han mener, at hele nationen bør tage ved lære og ikke kun indbyggerne i hans egen stat Californien.
Da Schwarzenegger i 2003 stillede op som guvernør, blev han af sine modstandere stærkt kritiseret for at være med til at gøre de tørstige Hummere populære.
Han har siden reduceret sin flåde af de overdimensionerede militærkøretøjer til fire, og nu kommer en af dem endda til at køre på biodiesel.