87 lastbiler tjekket. 33 chauffører og 23 arbejdsgivere sigtet. Sådan lyder resultatet af en større færdselsrazzia i det sønderjyske. Det skriver Jydske Vestkysten.
"Det er alt for mange, og der er ikke tvivl om, at svindel med køre/hviletid ikke handler om sløseri. Det er noget, der foregår helt bevidst," siger lederen af færdselsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Preben Bruhn Christensen.
Han er ifølge avisen chokeret over antallet af forseelser med flere decideret grelle eksempler på skamløs svindel.
Mens en chauffør blev tjekket, forsøgte en anden at fjerne en magnet fra den tjekkede chaufførs speedometer. Magneten skal sørge for at sætte kontrolsystemerne ud af drift, så hastighedsbegrænsningen bliver forvirret og sætter ud, hvilket får køretøjet til at kunne gøre hurtigere. Chaufføren blev i øvrigt noteret for hastigheden 97 km/t; 17 km/t over det tilladte.
En anden lastbilchauffør måtte rulle fra stedet med en bøde på 42.000 kroner i inderlommen. Samt seks måneders forbud mod at vise sig på de danske landeveje. Han havde ligeledes manipuleret med sin lastvogns hastighedsbegrænser, så køretøjet kunne drøne derudad.
De svindlende chauffører har primært litauisk og polsk oprindelse, men deres kollegaer med dansk pas og leverpostejfarvet hår gør dem kunsten stærkt efter. Og især det sidste har fået politiet til at varsle øget fokus på landevejens lovløshed i den kommende tid.
Kilde: Jydske Vestkysten