Da Henrik Sass og rockeren 'Suzuki-Torben' mødtes på en cafe i Køge, var Politiets efterretningstjeneste allerede i hælene på politikeren.
Faktisk blev den daværende politiske ordfører for Socialdemokraterne og favorit til finansministerposten overvåget af PET i to måneder.
Det skriver TV2.
Ifølge TV2's oplysninger blev både rockerens og Sass Larsens telefon aflyttet, inden de mødtes på cafeen.
"Jeg foretager mig aldrig noget ulovligt og har aldrig gjort det, og forstår overhovedet ikke, hvorfor jeg skulle blive overvåget af efterretningstjenesten. Det er jeg faktisk ret chokeret over," siger Henrik Sass Larsen til TV2.
Tidligere PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsen er "meget overrasket" over den nye udvikling i sagen, da der ikke er rejst sigtelse eller tiltale.
"Jeg har været 41 år i dansk politi, ni år i PET og jeg har aldrig oplevet en efterforskning rettet mod Folketingsmedlemmer," siger han til TV2.
Overvågningen skulle kortlægge politikerens kontakt til rockermiljøet.
Senere fik PET's oplysninger om Sass Larsen Helle Thorning-Schmidt til at dumpe den tro følgesvend i den sikkerhedsgodkendelse, som er nødvendig for at blive minister.
Ifølge TV2's oplysninger, stoppede overvågningen af Sass Larsen i juli måned i år.
Kilde: TV2