SAS-tillidsmand politianmeldt

Nicolas Fischer beskyldes for bedrageri og underslæb for flere hundrede tusinde kroner.
Nicolas Fischer er blevet politianmeldt for underslæb og bedrageri.
Nicolas Fischer er blevet politianmeldt for underslæb og bedrageri. Foto: Claus Lunde/POLFOTO/arkiv / POLFOTO

Efter mistanke om svindel med medlemmernes penge er den tidligere formand for HK Luftfart, Nicolas Fischer, og to andre blevet meldt til politiet.

"Politianmeldelsen går af sted i dag (mandag, red.). Vi melder i alt tre personer - det store hovedtema er mandatsvig, men det drejer sig også om bedrageri og underslæb," siger Mai-Brit Hoff Kjeldsen, der er fungerende formand i HK Luftfart SAS, ifølge DR.

Sagen drejer sig blandt andet om 625.000 kroner, som skulle være overført fra fagforeningen til en københavnsk advokat, men som er landet i lommen på Nicolas Fischer og to andre tillidsvalgte. Det skete blot få dage før, Nicolas Fischer blev afsat fra formandsposten i HK Luftfart efter beskyldninger om "økonomisk uredelighed."

Siden forlod han SAS, men anklages altså nu for svindel med medlemmernes penge. Nicolas Fischer afviser ifølge Ekstra Bladet anklagerne.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.