Ritzau
Opdateret kl. 10:31
Luftfartsselskabet SAS nåede kun at eje Cimber i knap to år, før selskabet igen er kommet på nye hænder.
Den irske samarbejdspartner CityJet køber således Cimber Air. Det oplyser SAS i en pressemeddelelse.
SAS indgår ligeledes en ny leasingaftale med CityJet, der også de kommende seks år skal servicere dele af de regionale ruter.
Dermed opnår SAS en mere fleksibel indretning af driften på ruterne, lyder det.
- Salget af Cimber er i linje med vores strategi om at forenkle og fokusere SAS' egen produktionsplatform, siger Rickard Gustafson, koncernchef i SAS, i en pressemeddelelse.
- Takket være synergier mellem CityJet og Cimber sænkes produktionsomkostningerne yderligere, hvilket er en forudsætning for at opretholde og udvikle regionale ruter til fordel for SAS' kunder, tilføjer han.
Samtidig sælger SAS 11 fly af typen CRJ900 til en unavngiven køber.
CityJet har ligesom Cimber indtil nu stået for en del af SAS' regionale flyvninger på en såkaldt wet lease-aftale. Det betyder, at selskabet ikke kun leverer fly, men også står for besætning, vedligehold og forsikring.
CityJet køber ti fabriksnye CRJ900-fly som en del af aftalen med SAS. De nye fly skal bruges til at betjene SAS' ruter.
SAS overtog alle aktierne i Cimber tilbage i februar 2015. SAS var selskabets eneste kunde, og Cimber havde annonceret, at man ville lukke selskabet.
Siden blev 12 CRJ900-fly fra SAS overført til Cimber. De har siden været i drift på SAS' skandinaviske ruter.
Det er fortsat planen, at SAS selv skal stå for driften af de fly, der bruges på de ruter med mange passagerer og afgange.
/ritzau/