Det skandinaviske flyselskab SAS har fløjet færre passagerer i juni. Det er ikke en dårlig nyhed, for SAS har gennemsnitligt fløjet hver passager længere. Og det er der flere penge i end at flyve korte, konkurrenceudsatte ruter.
Det viser de seneste trafiktal fra SAS.
Tallene viser, at antallet af passagerer faldt en smule i juni. Men målt på den samlede trafik - hvor mange kilometer man har fragtet passager i alt - steg trafikken med 7,9 procent.
Det dækker over en stigning i mængden af transporterede kilometer på interkontinentale ruter på 33,8 procent sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.
Det vækker glæde hos topchef Rickard Gustafson.
- Det er glædeligt, at vi har rekordmange rejsende på de interkontinentale linjer, og at vores satsning på USA og Asien fortsat udvikler sig positivt.
- Samtlige langdistanceflyvninger er nu blevet opgraderet med nyt kabineinteriør, som vi håber, at mange kunder vil glæde sig over fremover, skriver han i en pressemeddelelse.
Udviklingen betyder dog stadig langt fra, at SAS er immun over for den hårde priskrig, der udspiller sig på de kortere ruter i Europa.
- Den intensiverede konkurrence og lavere brændstofpriser har sat indtjeningen under pres mere end ventet i 2016, skriver SAS.
Derfor er omsætningen per udbudt sædekilometer faldet med otte procent i juni til 0,76 svenske kroner.
/ritzau/